BLÆST ANNONCERER ARENATOUR RUNDT I LANDET OG VARSLER NYT ALBUM PÅ GADEN I 2024
Bandet Blæst har på mange måder været allestedsnærværende de sidste par år, fra de mindste til den allerstørste scene, og samtidig vist en imponerende vifte af musikalske stilarter.
Touren deler titel med den spritnye singleudgivelse, ”Dine Venner”; en hyldest til fællesskabet og det sårbare.
Nu annoncerer Blæst deres største indendørskoncerter til dato og varsler at de vil sende et helt nyt album på gaden i løbet af året op til touren. Albummet vil være første samlede værk-udgivelse siden ’Stiv Kuling’ fra 2022 som indgik på de fleste lister over årets bedste albums.
Blæst har taget Danmark med storm med hits som ’Lad Mig Gå’, ’Sover Du Nu’, P3’s Uundgåelige ’Ego’, kæmpehittet ’Juice’, som også modtog P3 Guld Lytterhittet, ’All In’ feat. Lamin, ’Videre’ og ikke mindst ’Disko I KBH’ som i skrivende stund er en af de flittigst afspillede på den danske radioflade.
Sommeren 2023 spillede Blæst på mange af landets største scener og festivaler. De fik æren af at åbne den ikoniske Orange Scene på Roskilde Festival, hvor publikum kunne bade sig i sommersol, feste og synge med på deres store danske popsange, der er kendetegnet ved deres stramme, funky rytmer og Fernanda Rosas karismatiske vokal på de opløftende melodier.
Koncerten blev den bedst besøgte åbning af Orange Scene nogensinde med mere end 70.000 publikummer.
Typisk for Blæst, gik bandet imod alles forventninger til deres næste skridt og annoncerede 7 meget eksklusive koncerter på de mindre Københavnske spillesteder, og de omkring 3000 billetter blev revet væk på under en uge.
Med DINE VENNER TOUR 2025 sættes nye sejl og Blæst kan endelig opleves igen på Skråen i Aalborg
Dørene åbnes typisk 1 time før koncerten eller showet - tjek din billet her står info, ligesom de også står under det enkelte arrangement.
Ved siddepladser gælder "først til mølle" princippet, med mindre det er nummererede siddepladser. Er I flere der skal sidde sammen er det derfor en god ide at komme i god tid, hvilket vil sige når dørene åbnes.
Der er altid begrænsede siddepladser, også ved ståkoncerter. Her gælder også "først til mølle" princippet.
Skråen bestræber sig altid på at starte koncerten til tiden.
Vi scanner billetten i indgangen – så hav venligst din billet klar.
Det går hurtigst med en papirbillet, så har du muligheden, så print venligst din billet.
Har du den på din mobil, så skru helt op for lysstyrken – så er den nemmere at scanne. Hvis din telefons skærm er i stykker, kan det give problemer med at scanne billetten, så print venligst din billet, hvis din skærm er i stykker.
Vi kan ikke scanne et printscreen af din billet, så download det i stedet for.
Har du spørgsmål til parkering, ledsagerordning eller andet, kan du sikkert finde svaret under INFO lige herunder.
Ellers er du velkommen til at skrive til billetsalg@skraaen.dk