BAAL 30-ÅRS JUBILÆUMSTOUR & NY PLADE UDE I JANUAR 2024
I 2024 er det 30 år siden at et af landets mest grænsesøgende, sejlivede og originale rockbands mødtes for første gang i et lille, skummelt øvelokale i Vanløse.
Samarbejdet ledte umiddelbart til udgivelse af kult-klassikeren ”Sensorama”, der midt i en minimalistisk grungeperiode adskilte sig ved at trække på referencer fra bl.a. Queen, Bertolt Brecht og David Bowie. Albummet blev fulgt op af et sandt triumftog på landets spillesteder og festivaler, og her blev Baals unikke live-ry grundlagt med bl.a. nogle mindeværdige, nærmest sekteriske seancer på Midtfyn og Roskilde Festival.
Siden har Baal kun set fremad og med 8 studiealbums, 2 live-albums & 4 teaterplader i bagagen er der aldrig blevet leflet for tidens trends. Istedet har det altid handlet om at eksperimentere og udfordre musikken og lytteren, dog altid med Bjørn Fjæstads markante, samlende vokal som genkendeligt midtpunkt.
Baal har gennem de sidste 25 år skabt sig et ry som et af landets allerbedste livebands og har for længst opbygget et trofast og dedikeret publikum og bandet er mere velspillende og levende end nogensinde, koncerterne stadig storladne og uforudsigelige.
Baal glæder sig til at fejre de første 30 år på en omfattende tour rundt på landets spillesteder.
Og for at det hele ikke skal drukne i ren nostalgi har bandet selvfølgelig skabt et helt nyt album, der udkommer i Januar 2024.
12 melodiske og stemningsfulde sange, der som altid sender pile fremad, men stadig emmer af den helt rigtige Baal-ånd.
Baal er:
Bjørn Fjæstad – Vokal
Henrik Sten Melander – Keyboards
Morten Lundsgaard – Guitar
Kenni Andy Jørgensen – Trommer
Troels Skjærbæk - Bas
Dørene åbnes typisk 1 time før koncerten eller showet - tjek din billet her står info, ligesom de også står under det enkelte arrangement.
Ved siddepladser gælder "først til mølle" princippet, med mindre det er nummererede siddepladser. Er I flere der skal sidde sammen er det derfor en god ide at komme i god tid, hvilket vil sige når dørene åbnes.
Der er altid begrænsede siddepladser, også ved ståkoncerter. Her gælder også "først til mølle" princippet.
Skråen bestræber sig altid på at starte koncerten til tiden.
Vi scanner billetten i indgangen – så hav venligst din billet klar.
Det går hurtigst med en papirbillet, så har du muligheden, så print venligst din billet.
Har du den på din mobil, så skru helt op for lysstyrken – så er den nemmere at scanne. Hvis din telefons skærm er i stykker, kan det give problemer med at scanne billetten, så print venligst din billet, hvis din skærm er i stykker.
Vi kan ikke scanne et printscreen af din billet, så download det i stedet for.
Har du spørgsmål til parkering, ledsagerordning eller andet, kan du sikkert finde svaret under INFO lige herunder.
Ellers er du velkommen til at skrive til billetsalg@skraaen.dk