Psyched Up Janis 30 års jubilæums Tour.
De to grundlæggere af bandet Psyched Up Janis, Sune Rose Wagner og Jakob Krogh Jørgensen drager på 30-års jubilæums tour i foråret 2024.
P.U.J slog sig fast som et af DK´s bedste livebands i 90´erne, hvor de nåede et hav af koncerter i Danmark, resten af EU og USA. De spillede på legendariske steder i U.S.A. som CBGB´s (New York), The Troubadour (L.A.) og Bottom of the Hill (San Francisco). De har været på flere Europa-tours, og tour i Norden. Derudover er de det eneste band nogensinde, der har spillet på Roskilde Festival 6 år i træk, 1994-1999.
I 2009 lavede P.U.J en kort reunion-tour da de hyldede deres gode ven, fotografen Søren Solkær ved hans store Rockfoto udstilling ”Closer” i Øksnehallen, hvor bandet spillede sammen for første gang i 10 år. Da de opdagede, at der stadig var spilleglæde og gnist internt i bandet og masser af trofaste fans, satte de deres 2. reunion-tour op i 2014 hvor de hyldede debutalbummet ”Swell”, der havde 20-års jubilæum.
Siden udsendte bandet deres bagkatalog fra 90'erne på vinyl (4 ud 5 albums for første gang på vinyl) og første oplag blev revet væk på 4 dage – til bandets store overraskelse – de nuppede da også 1.- 5. pladsen ugen efter på den danske officielle vinyl hitliste!
Bandet fik blod på tanden mht. at få hele kataloget ud på vinyl og fik kigget i gemmerne af det officielle materiale der ikke var på vinyl (EP'er) og ikke-udgivet materiale og udsendte derfor, i 2022, 4 posthume albums med dels demo'er (hele debut albummet ”Swell” indspilet på én dag), ikke ud-sendte sange og EP tracks (”Operation Clean Sweep”) samt et live album fra 1994 fra det legendariske koncertsted CBGB's New York, USA – ”The Noisy album” samt en genudgivelse af 12 ikke-udgivede studie sange under titlen ”The Oxygen Blast”. Disse var da også at finde i top 6 ugen efter på den officielle danske vinyl hitliste.
Senere (2019) er det blevet til en koncert i Det Kongelige Teater, samt en mini-tour (2022) bl.a. sammen med med Dizzy Mizz Lizzy, hvor der blev sluttet af med et stort rockbrag i mægtige Royal Arena.
Så med fans i ryggen masser af gejst for at spille live, har Sune og Jakob valgt at spille endnu en tour i deres favorit byer i DK. Med sig tager de Jesper ”Yebo” Reginal. Han har spillet med bandet siden 1996 og har medvirket på det anmelderroste studiealbum ”Beats Me”, det ligeledes anmelderroste Live-album ”The Quiet Album”. Derudover har han været fast Live-trommeslager siden.
Let´s Rock…!
Sune & Jakob
Dørene åbnes typisk 1 time før koncerten eller showet - tjek din billet her står info, ligesom de også står under det enkelte arrangement.
Ved siddepladser gælder "først til mølle" princippet, med mindre det er nummererede siddepladser. Er I flere der skal sidde sammen er det derfor en god ide at komme i god tid, hvilket vil sige når dørene åbnes.
Der er altid begrænsede siddepladser, også ved ståkoncerter. Her gælder også "først til mølle" princippet.
Skråen bestræber sig altid på at starte koncerten til tiden.
Vi scanner billetten i indgangen – så hav venligst din billet klar.
Det går hurtigst med en papirbillet, så har du muligheden, så print venligst din billet.
Har du den på din mobil, så skru helt op for lysstyrken – så er den nemmere at scanne. Hvis din telefons skærm er i stykker, kan det give problemer med at scanne billetten, så print venligst din billet, hvis din skærm er i stykker.
Vi kan ikke scanne et printscreen af din billet, så download det i stedet for.
Har du spørgsmål til parkering, ledsagerordning eller andet, kan du sikkert finde svaret under INFO lige herunder.
Ellers er du velkommen til at skrive til billetsalg@skraaen.dk