Med førstesinglen ’Broerne I Paris’ under armen og en kuffert fyldt med nye indspilninger fortsætter Peter Sommer sit dansksprogede strejftog ned i den europæiske sangskat og gør stop i 4 danske byer med et nyt grand ensemble af nye og gode gamle musikalske rejsekammerater.
For første gang i flere år kan man som stående publikum opleve nye sange, der letter på hatten til franske og belgiske ikoner som Serge Gainsbourg og Jacques Brel og de allerstørste hits fra Peter Sommers 20 år lange solokarriere – alt sammen opført af et inferno af et rockband i et ekstravagant sceneshow oplyst af drømme, melankoli og tvivl - med tekster solidt rodfæstet i den danske virkelighed anno 2024.
Med Peter Sommer og Selina Gin i front kan man lade sig omfavne, udfordre og byde op til dans af det til lejligheden skræddersyede ensemble bestående af legendaristen Palle Hjorth med Anders Bach, Lars Skjærbæk, Søren Zahle og Jacob Haubjerg.
______________
Support: KOM VI LØBER
Sanger, sangskriver, guitarist og producer, Lone Slot Nielsen, har siden sin debut i 2019 skrevet indie-sange om eksistensen og dens brudflader under navnet KOM VI LØBER. Sange om det, vi løber begejstrede hen til, og det vi helst stikker af fra. Det er nogle gange det samme. Og så har vi balladen.
Guitaren er ambient og sproget leger i hendes fortællinger om levet liv. Dér mødes hver- dagssnak og lyrik på et gadehjørne. Dagdrømmene, melankolien og forhåbningen danser tæt. Og senest har hun tilmed vovet sig ud i at skrive en kærlighedssang.
I 2020 blev singlen ”Hendes ansigt” fra hendes 2. album det mest spillede nummer det år på P6Beat. Hun har siden spillet en lang række koncerter landet over, både med fuldt band og som solist, på store såvel som små scener. I efteråret 2024 udgav hun singlen ”Japansk”, der er forløberen for det kommende album, som udgives på Songcrafter Music i oktober 2025.
Peter Sommer (med det så godt som aldrig anvendte efternavn Christensen) fra Skanderborg har i dén grad været noget ved musikken siden 2002. Først i gruppen Superjeg sammen med Carsten Valentin Lassen - og overgang i duoen De Eneste To med Simon Kvamm (kendt fra Nephew og Hugorm).
Men ellers er Peter Sommer først og sidst kendt som en solokunstner (bakket op af bandet Tiggerne), optaget af hverdagens tvetydigheder og meget sporet ind på sprog, udtryk og ordspil.
"Valby Bakke" har én gang for alle naglet ham fast på det musikalske landkort, og han har formået at bevare hullet igennem til publikum, takket være sange som "8-6-6-0" og "Elskede at drømme, drømmer om at elske".
Efter første album i eget navn, "På den anden side" fra 2004, er det blevet til yderligere syv udgivelser, den seneste, "De uforelskede i København" endda i to udgaver.
Med De Eneste To er det foreløbig blevet til to pladeudgivelser.
Dørene åbnes typisk 1 time før koncerten eller showet - tjek din billet her står info, ligesom de også står under det enkelte arrangement.
Ved siddepladser gælder "først til mølle" princippet, med mindre det er nummererede siddepladser. Er I flere der skal sidde sammen er det derfor en god ide at komme i god tid, hvilket vil sige når dørene åbnes.
Der er altid begrænsede siddepladser, også ved ståkoncerter. Her gælder også "først til mølle" princippet.
Skråen bestræber sig altid på at starte koncerten til tiden.
Vi scanner billetten i indgangen – så hav venligst din billet klar.
Det går hurtigst med en papirbillet, så har du muligheden, så print venligst din billet.
Har du den på din mobil, så skru helt op for lysstyrken – så er den nemmere at scanne. Hvis din telefons skærm er i stykker, kan det give problemer med at scanne billetten, så print venligst din billet, hvis din skærm er i stykker.
Vi kan ikke scanne et printscreen af din billet, så download det i stedet for.
Har du spørgsmål til parkering, ledsagerordning eller andet, kan du sikkert finde svaret under INFO lige herunder.
Ellers er du velkommen til at skrive til billetsalg@skraaen.dk