Afregning ved kasse 1
Comedy tour 2026
Showet 'Afregning ved kasse 1' bliver langt fra lige så hårdtslående som det lyder. Eller måske gør det? Det er i hvert fald nærmest tørre tæsk man skal finde sig i som forbruger i dagens Danmark.
Inflationen raser, portionerne kræver efterhånden lup for at man kan få øje på dem, og kødpålæg kommer sjældnere og sjældnere på tilbud. Betragt showet som en form for gruppeterapi, hvor vi tager de traumer vi dagligt pådrages, når vi skal af med vores surt tjente sparepenge, under kærlig behandling.
Vi ved godt, vi heller ikke er for gode selv. Vi forbruger for at trøste os selv, mens vi burde forholde os til livet, og vi nyder at lade os forføre og overbeviser os selv om, at 30% på den vare vi ellers havde besluttet os for at vi ikke manglede, gør, at den nu er en absolut livsnødvendighed – særligt fordi, hvis den ryger i den virtuelle indkøbskurv, så er fragten gratis, og pludselig tror vi selv, at vi opfører os fornuftigt. Ja, vi skal også se os selv i øjnene, og Anders Grau tilbyder sin service som guide ind i forbrugersindet.
Som forbruger er Anders Grau ekstremt fejlbarlig. Men det er et omdrejningspunkt i hans liv – særligt fordi hans tilværelse er - om noget - dagligdagspræget, og de største dramaer som regel udspiller sig et sted mellem indgangen og selvscanningskassen.
Showet er blottet for moraler, men til gengæld tager vi et kig på en række hverdagssituationer og tanker herom, som vi nok alle kan genkende, dog set igennem brillerne på et menneske der måske tænker lidt ekstra (og ja måske lidt for meget) over hvad der sker under dagligvarekøbene.
Anders Grau er, på trods af sin særegne stil på standup-scenen, lidt af en komisk blæksprutte, der har haft fangarmene i stort set alle komiske genrer. Han har igennem de senere år både fungeret som kikset vejrvært på DR2, irriterende graver i tv-serien Minkavlerne og på slap line i underholdningsprogrammet Kongens Efterfølger på TV2.
Vi ses ved kassen!

Dørene åbnes typisk 1 time før koncerten eller showet - tjek din billet her står info, ligesom de også står under det enkelte arrangement.
Ved siddepladser gælder "først til mølle" princippet, med mindre det er nummererede siddepladser. Er I flere der skal sidde sammen er det derfor en god ide at komme i god tid, hvilket vil sige når dørene åbnes.
Der er altid begrænsede siddepladser, også ved ståkoncerter. Her gælder også "først til mølle" princippet.
Skråen bestræber sig altid på at starte koncerten til tiden.
Vi scanner billetten i indgangen – så hav venligst din billet klar.
Det går hurtigst med en papirbillet, så har du muligheden, så print venligst din billet.
Har du den på din mobil, så skru helt op for lysstyrken – så er den nemmere at scanne. Hvis din telefons skærm er i stykker, kan det give problemer med at scanne billetten, så print venligst din billet, hvis din skærm er i stykker.
Vi kan ikke scanne et printscreen af din billet, så download det i stedet for.
Har du spørgsmål til parkering, ledsagerordning eller andet, kan du sikkert finde svaret under INFO lige herunder.
Ellers er du velkommen til at skrive til billetsalg@skraaen.dk