Pligten Kalder

Support: Laura Illeborg

Pligten Kalder varsler nyt album

”Længst muligt i eget hjem” er arbejdstitlen på Pligten Kalders kommende album, der kun udkommer på vinyl. En side med studieversioner af nye sange og en side med livesekvenser fra et par muntre forårsaftener på Musikhuset Dexter i Odense.

Siden ”Du skulle have været der i går” har orkestret fået tilgang af producer og bassist, Søren Mikkelsen, der også sidder bag knapperne på det nye album.

Flere af de nye sange som f.eks ”Toves Galleri”, ”Rotten” og ”Havde jeg dine vinger” har allerede vist sig at være stærke nok til at dæmpe gemytterne ved de lige lovligt muntre koncerter, hvor Johan Olsen og Torben Steno ofte fortaber sig i verbale opgør om Pligten Kalders manglende kommercielle succes og deres meget forskellige forhold til dyr. Det høres tydeligt på det nye albums liveside, som kun kan høres ved at købe pladen. De studieindspillede sange bliver dog også tilgængelige via de gængse streamingtjenester.

Muntert, melankolsk, komisk tristesse er nogen af de ord, der ofte bliver hæftet på Pligten Kalders koncerter, hvor virtuose Peter Jessens klarinet og saxofon sammen med Søren Mikkelsens kontrabas har udvidet orkestrets musikalske råderum.

Som noget nyt arbejder Pligten Kalder også på at tilfredsstille en stigende efterspørgsel på merchandise. Der er planer om salg af T-shirts og udviklingen af et ”Pligten Kalder” haveurinal er på tegnebrættet.

 

Laura Illeborg

LAURA ILLEBORG ER TILBAGE MED NYE SANGE OM EKSISTENS, UFORLØSTHED, BLÅ GAJOL OG KÆRLIGHED

Siden Laura Illeborg sidst udgav et soloalbum, er der gået ti år. Tiden flyver, når man har passeret de fyrretyve, og årene efter ”God Vagt” er for Illeborgs vedkommende brugt hurtigt, men fornuftigt. Dels på familie, børn, en efternøler og sygeplejeri, og dels på det musikalske samarbejde med Channe Nussbaum i duoen Illeborg & Nussbaum. Sammen har de udgivet to albums og spillet en lang række koncerter i perioden.

Men i foråret 2016 drak Laura en kop kaffe med bassisten Niels Dahl fra blandt andre Vildnis som har spillet bas på Illeborgs tre første soloplader. Pludselig satte Dahl sin kaffekop hårdt fra sig, og sagde: ”Jeg er klar!”. Illeborg vidste ikke helt præcis, hvad han var klar til – men det skulle vise sig at han var klar til at spille sammen igen.

Det blev til albummet  ”Det Går Tit Godt”  11 smukke og eftertænksomme numre, der peger imod en mere afdæmpet vise- og singer/songwritertradition end tidligere. Nogle vil måske kalde det et mere modent udtryk, men nu er der jo også gået 10 år siden sidst. 

 

Køb billet
Besøg kunstnerens www

Dato

Tid

19/04/18 kl. 20:00

Pris

Unm. siddepladser 195,00 kr


Sted

Skråen

Tidsplan

Dørene åbner: kl. 19.00

Koncerten starter: kl. 20.00

Salsplan

Se salsplan